Du er her: 

Kirkeklokkerne

(Artiklen kan udskrives i en printervenlig 5-sidet A4-udgave i PDF-format - klik her)

Genforeningsklokker

Gammel Haderslev Kirkes tre klokker hører til blandt de 44 klokker, som i anledning af genforeningen i 1920 blev støbt i de Schmidthske støberier i Aalborg som en gave til de kirker i Sønderjylland, hvis klokker var blevet smeltet om til kanoner under krigen.

I kirkens sakristi hænger det ledsagebrev, som fulgte klokkerne, og som fortæller om størrelse, tone og indskrift - se til højre.

Indskriften på de tre klokker lyder således:

Så lyd nu atter på gamle vis
til hjertets glæde og til Herrens pris.

Langt af led og tæt herved
Stands, trætte fjed, jeg bringer fred.

Helg ringer jeg
fred bringer jeg.

Klokkeringning

Kirkeklokkerne anvendes dagligt og indgår i den grad i byens lyde, at vi næppe tænker over det. Morgen- og aftenring-ningerne stammer fra kirkens gamle tidebønner, men som er blevet til "at solen ringes op og ned". Der er ringning i forbindelse med store fester, bryllupper og begravelser. Vi tænker dog mest på klokkeringningen i forbindelse med søndagens gudstjenester.

Klokkerne kan opleves og lyder forskelligt, for der er forskel på, om der ringes, klemtes eller kimes, - og om klokkerne slås let og hurtigt eller tungt og sorgfuldt, om det er til glæde eller i sorg. Klokkerne er nemlig et musikinstrument, i øvrigt et af kirkens ældste!

Vi har haft kirkeklokker i Danmark lige siden vikingetiden. De har været brugt også til meddelelser om krig og fred, dødsfald, ildebrand og når folk skulle kaldes sammen i vigtige anledninger. Kirkeklokkerne indgår i kirkens liturgi på en sådan måde, at gudstjenesten hverken begynder med orgelspil eller indgangsbøn, men med klokkeringning og bedeslag!

Kirkeklokkernes betydning fremgår først og fremmest af vore salmer:  
                 "Nu ringer alle klokker mod sky" -
                 "Det kimer nu til julefest" -
                 "Kimer, I klokker" -
                 "Klokken slår, tiden går" osv.

Alle sammen er disse salmer med til at tyde vort menneskeliv og sætte ord på de anelser og fornemmelser vi har, når vi står over for de største ting i livet. Den største hyldest til kirkeklokkerne er dog nr. 783 i salmebogen, Grundtvigs:
                 "Kirkeklokke mellem ædle malme".

Bedeslag

Bedeslagene er de tre gange tre slag, som afslutter den almindelige klokkeringning ved gudstjenester mv. og efter morgen- og aftenringning.

Bedeslagenes historie

Bedeslag er klokkeslag som optakt til eller mens der bedes en bøn. Meningen er at gøre bønnen særlig kraftfuld, ved at alle beder på en gang.

Skikken med at signalere, at nu skal der bedes – ved at slå disse bedeslag på klokken – går tilbage til 1096, da pave Urban II igangsatte korstogene mod Jerusalem. De besluttede paven, at alle kristne hver aften på klokkens signal samtidig skulle knæle ned og bede for projektets succes. Hvor langt ud pavens dekret er nået er uvist, men de fleste har sikkert knælet ned og rettet deres bønner mod Jomfru Maria med ”Ave Maria”-bønnen.

Det lykkedes at erobre Jerusalem, men man mistede fodfæstet igen i løbet af 1200-tallet. Som modtræk skulle bønnen forstærkes, så alle der bad, nu kunne få aflad. Der udvikledes forskellige traditioner og skikke vedrørende ringningen i kloster- og kirkesammenhænge. I 1326 gav biskoppen i Lausanne i Schweiz ordre til, at klokken skulle signalere aftenbønnen med tre slag inden bønnen, og alle der var med på bønnen fik 40 dages aflad!

Selv om man opgav at generobre Jerusalem, fortsatte fællesbønnerne på bestemte tider af dagen og ugen. I slutningen af middelalderen blev bønnerne samlet i Angelus-bønnerne, og klokken skulle nu indlede hver bøn med tre gange tre bedeslag, fulgt af endnu ni slag, der symboliserede englene. I 1513 giver pave Leo hele 1500 dages aflad for at få flere til at bede, vel at mærke, hvis man beder tre Ave Maria’er både morgen, middag og aften. Helt indtil 1939 var pave Pius XI rede til at give aflad for denne aktivitet.
Dermed blev Angelus-klokken et af de mest kendte signaler, og sådan er det stadig, selv om der er forskellig sædvane.

 I norden gør vi modsat alle andre steder, nemlig ringer de tre gange tre bedeslag til sidst efter den almindelige ringning. Og i den protestantiske kirke er bedeslagene ikke længere Maria-slag, men nyfortolket som symbol på Treenigheden. Det har naturligvis med reformationen at gøre, for nu kunne man ikke have med aflad at gøre. I den protestantiske del af Tyskland har man slet ikke bedeslag, kun ringning. Men i Danmark bruger vi bedeslag både ved gudstjenesteringning og ved morgen- og aftenringning. I Løgumkloster har man dog bevaret tre slag for Jomfru Maria efter den øvrige ringning, lidt hurtigere og sagtere end bedeslagene.

(Dette afsnit er uddrag af oplysninger fra Ann-Kirstine Christiansen fra Klokkenistskolen i Løgumkloster)

Bedeslagenes symbolik

Min oldefar Jens Pedersen var ringer og graver ved Nebsager Kirke fra ca. 1885 til 1945, og af ham har jeg via min mormor lært, at bedeslagene har denne betydning:

3 slag for Gud Fader:
      Skaberen - styreren - opretholderen.
3 slag for Gud Søn:
      Frelseren - forsoneren - genløseren.
3 slag for Gud Helligånd:
      Talsmanden - trøsteren - vejlederen.

Jeg efterlyste i 2013 i Kristeligt Dagblad om der fandtes en ”officiel” betydning. Det var der ingen, der kendte til, men jeg fik andre tolkninger:

Mathilde Møller fra Haderslev fortæller, at hun i 1954 var elev på Rinkenæs Ungdomsskole, og der lærte sognepræsten Frode Beyer (senere biskop i Haderslev) dem følgende:
Første ringning:
      Gud Fader – Gud Søn – Gud Helligånd.
Anden ringning:
     Tak for Bibelen – Tak for badet – Tak for bordet
Tredje ringning:
    Giv mig tro – giv mig håb – giv mig kærlighed.

Marianne Boisen fra København nævner, at i en andagtsbog for børn skriver Finn Tulinius:
De første tre slag
      for Faderen, Sønnen og Helligånden
De tre næste slag
      for Tro, Håb og Kærlighed
De tre sidste slag
      Rens mig – Fyld mig – Styrk mig.

Erik Bærenholdt, tidligere præst i Kolding fortæller, at han ”ladet sig fortælle” at det er bønnerne i Fadervor. De tre første er bønnerne med du og dit. De tre næste er bønnerne med os og vort. De tre sidste er bønnerne med din og dit.

Og der er helt sikkert mange andre forklaringer i omløb.

     Thorkild Sørensen, januar 2017.