Den nye grønne messehagel

Søndag den 22. maj 2016 - Trinitatis søndag - blev kirkens nye messehagel taget i brug. Ved gudstjenestens begyndelse gik kirkens to præster ind i kirken iført hhv. den gamle og den nye messehagel. I koret stillede de sig ved siden af hinanden, så man rigtig kunne se, hvor meget vi trængte til at få en ny.

Den nye hagel blev præsenteret endnu mere indgående ved en efterfølgende reception i Sognehuset, hvor kunstneren bag messehagelen Svend Boe Hauggaard fra Tønder uddybede tankerne bag motivet: Korset, livstræet og vinranken. Det er ikke lige og symmetrisk, men lidt skæv, ikke skråsikker, men der er plads til tvivlen, til det søgende, til væksten. Som kunstner søger han efter det ultimative billede, men har endnu ikke fundet det, men er altid på vej. Sådan er det: det organiske, det vokser og forsøger at sprænge rammerne, det favner livstræet, symbolet på liv og opstandelse.

Også den tekniske side blev belyst: den er skabt af kraftig uld, der er indsyet silke- og guldtråde. Den vil sikkert kunne holde i 100 år!

Også Birthe Tange Lauridsen, som har været en af drivkræfterne bag indkøbet fortalte om processen, og at det lykkedes at skaffe midler gennem Schaumanns fond. Repræsentanter fra familien var til stede og fik overrakt en buket blomter. Også biskop Marianne Christiansen, som bor i sognet, fik ordet og motivet i forbindelse med vores sommersalmer og -sange om "det sommergrønne klæde", et billede af os og menigheden.

Menighedsrådsformanden Rasmus Hejsel gav en opsamling og takkede alle, der har medvirket ved processen og afviklingen af dagen.

Klik her og læs en kortfattet beretning om livstræslegenden og de øvrige livstræer i Gl. Haderslev Kirke.

Læs pressemeddelelsen om den nye messehagel.