Du er her: 

Kirken flytter i Sognehuset!

Renovering af Gl. Haderslev Kirke
MR har nu fået godkendt en forholdsvis stor renovering af vores kirke. Den skal blandt meget andet kalkes, males og have nye gulve i midtergang, våbenhus og kor. 

Det betyder at kirkerummet lukkes i perioden 19. juni til 14. december og vi forventer, at den igen kan tages i brug tredje søndag i advent og at julens gudstjenester vil kunne afholdes i et nyrenoveret kirkerum.

Det betyder ikke, at kirkelivet sættes på stand by
Gudstjenesterne flyttes til Sognehuset og gennemføres nogenlunde på samme måde som i kirken. Der er heller ingen ændringer i forhold til at få sine børn døbt. Dåbsfadet står i perioden lidt anderledes, ligesom vi også skal vænne os til at nadveren uddeles på en anden, men stadig højtidelig måde. Det er en udfordring, men også nye muligheder i forhold til vores opgave at være kirke.

Også aktiviteterne i Sognehuset er uændrede – måske med lidt alternative stoleopstillinger, men vores personale og alle der medvirker ved vores kirke, er indstillede på at vi til stadighed er en aktiv kirke med alt hvad det indebærer.

Bryllupper, bisættelser og begravelser
Vi har fået lov at låne enten Bjerning Kirke eller Hertug Hans Kirke til bryllupper og begravelser. Det er vores personale, der følger med og man skal blot henvende sig til kirkekontoret som man plejer.  

Spred den gode historie                           
Vi har oplevet at nogle tror at Gl. Haderslev kirke lukker – vær med til at sprede budskabet om at alle aktiviteter og gudstjenester gennemføres i Sognehuset og tilstødende kirker, det er ”kun” kirkebygningen der lukker under renoveringen. For tvivlsspørgsmål henvis til kirkekontoret.
Vi håber på jeres forståelse, og vil gøre hvad vi kan for at minimere generne ved kirkelukningen.

Gl. Haderslev menighedsråd, Rasmus Hejsel

 

 

 

Del dette: