"Voksenkoret synger julen ind"

Voksenkoret ved Gl. Haderslev kirke sang ved julekoncert søndag d. 8. december kl. 14-15:
I juletiden er der ikke noget så skønt, som at tage sig tid til at lytte til skønne julesalmer. Musikken er på en særlig måde med til at skabe den rigtige julestemning hos mange af os. Og mange får også lyst til selv at synge med. 
Derfor afholdt voksenkoret ved Gl. Haderslev kirke en julekoncert, hvor repertoiret bestod af kendte og lidt mindre kendte julesalmer i forskellige udsættelser. Der blev også mulighed for at synge med på et par fællessalmer. Desuden medvirkede Peter Wallin på marimba. Han er uddannet slagtøjsmusiker fra Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg i 1995. Derefter har han arbejdet som leder & lærer i musikskoleverdenen, og som professionel musiker (i alle mulige genrer). Derudover er han flittig som komponist, hvor han komponerer for et bredt spektrum af musiske konstellationer. Indtil nu er det blevet til 279 registrerede værker. Som en sidste detalje kan nævnes, at han også opfinder nye instrumenter bl.a. har han opfundet en grisofon og en vildsvinofon. I løbet af koncerten vil Peter Wallin både akkompagnere koret og spille nogle solonumre.

Se og hør koret synge sidste vers af "Barn Jesus i en krybbe lå":

Se og hør sidste vers af fællessalmen "Kom alle Kristne":

PS. Der er ikke tale om professionelt udstyr, men mikrofonen er blot fotografiapparatets, og yder derfor slet ikke koret retfærdighed, men giver forhåbentlig alligevel et lille indtryk af stemningen ved koncerten.

Og måske skal I give tilladelse til at køre Adobe Flash på computeren for at se optagelserne.

Lidt om Sct. Severin Sangkor:
Sct. Severin Sangkor, som Voksenkoret også kaldes, er et frivilligt 4-stemmigt blandet kor, som består af 40 sangere. Det blev stiftet i 2003 og ledes siden 2014 af kirkens organist Janne Roager. Deres repertoire er alsidigt og dækker både det kirkelige og det verdslige. Koret medvirker en gang om måneden i søndagsgudstjenesten. Desuden deltager mange af korets medlemmer ligeledes aktivt i det frivillige arbejde i og omkring kirken, således fungerer medlemmerne på skift som sangere ved de kirkelige handlinger i kirken. Koret deltager i korstævner med andre kor, og har rejst på korture til Norge, Sverige og Bornholm. Til maj næste år går turen til Bornholm.

Alsangsaftener en succes
Koret er også hvert halve år arrangør af succesrige Alsangsaftener i sognehuset ved Gl. Haderslev kirke. Alsangsaftenerne er et arrangement, hvor sangen er i centrum, og hvor 2 særligt indbudte gæster, hver har valgt salmer eller sange. Alsangsaftenerne indeholder også altid et par numre ved koret og stort kaffe/kagebord.