Interiør og inventar

Kirken minder i sin indretning i højere grad om en landsbykirke end om en købstadskirke. Den er enkel, let at overskue, og man befinder sig hurtigt godt i den.

Kirkens indre bærer præg af mange om- og tilbygninger. Der er fladt bjælkeloft i kirkeskibet som i de fleste romanske kirker. Koret har krydshvælvet loft fra gotisk tid. Herfra stammer også den spidsbuede triumfbue mellem kor og skib.

1. Kirken gennemgik en grundig istandsættelse i 1952-59. Her fik kirken et nyt granitalterbord, hvorpå der står et krucifiks skåret af Hjalte Skovgaard, samt alterstager fra 1609.
Læs mere her.

Apsis blev dækket af fresker ligeledes af af Hjalte Skovgaard, og fremstiller det apokalyptiske himmerige, sådan som Johannes så det i et syn (Joh. Åb. kap. 4-5).

2. Fra romansk tid er den smukke døbefont, med fremspringende hoveder og felter med løver og drager. Desuden en sjælden lille detalje med Korset og Den tomme Grav over det store hoved.
Læs mere her.

Dåbsfadet er fra sidste halvdel af 1600-tallet, og også en fin gammel dåbskande findes. 

3. Prædikestolen bærer årstallet 1609, og bærer præg af en kraftig istandsættelse i 1871. De fem figurer: Kristus og evangelisterne er originale. En latinsk indskrift gengiver Jesu ord fra Matt. 10,20: "Det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer". Læs mere her.

Lydhimlen blev opsat i 1723 og havde oprindelig den opstandne Kristus øverst. Men ved restaureringen i 1950-erne er den forsvundet. 

 

5. Lysekronerne er fra 1500- og 1600-tallet.

4. Et markant pulpitur præger kirken.  Det blev opført i 1706, hvor det blev nødvendigt at skaffe ekstra pladser i rummet - og det anvendes også i dag, hvor kirken ofte har mange kirkegængere. 

6. Orgelet er bygget af Marcussen & Søn i Aabenraa 1970, og blev renoveret i 2006. Det er et velklingende orgel med 17 stemmer.

7. Kirken har haft flere kalkmalerier, men de er overkalkede. Frit står et maleri af en biskop eller abbed fra gotisk tid i hvælvet bag orgelet. I koråbningen er afdækket bogstaverne IHS, der står for Jesus Hominum Salvator - Jesus menneskenes frelser.

8. I våbenhuset findes en jernbunden kiste fra 16-1700 årene og en mindre jernbunden pengekasse fra 1700-tallet.

I våbenhuset hænger også en præstetavle.

9. Ved døren mellem kor og  sakristi står en renæssancegravsten over kirkens første lutherske præst Mikkel Knudsen, men det er meget forvitret.

10. Sakristiet indeholder i dag dåbs- og præsteværelser.